testasf

www.helgegeorgjensen.dk 

 Profil 
 Forside/Hjem 
 Nyhedsbrev 
 Læs tidligere numre her 
 Artikler 2003-04 
 Artikler 2004-05 
 Artikler 2005-06 
 Artikler 2006-07 
 Artikler 2007- 
 Afdelingsmøder 
 Vejlby Billeder 
 Artikler i [8240] 
 Bøger 
 Lokalhistorie 
 Vejlby Billeder 
 Vejlby Skole gennem 100 år 
 Grenåvej - fra gruschaussé... 
 Fra kommune til postnummer 
 Bloggen 
 Fotoalbum 1 
 Boligforeningen 
 Kalender 2009 
 Skriv en mail her 
 Links 
  Profil  
  Forside/Hjem  
  Lejligheds@visNyt  
  Lokalmagasinet [8240]  
  Bibliotek  
  Blogs  
  Galleri  
  Kalender  
  Kontakt  
  Links  

  

Artiklen er skrevet i august og november 2005. 1. del blev bragt i LejlighedsAvisNyt i oktober 2005 og 2. del i december 2005/januar 2006.
Der er foretaget enkelte ændringer i denne udgave, og der vil senere blive læst korrektur på den.


 

 

 

Vejlby billeder

 

– barndomsminder fra Grenåvej gennem 1960’erne

 

Af Helge Georg Jensen

 

 

 

Vægtervej 1954

 

Jeg kom til verden på 1. sal hos Johannes ”vejmand” på Vægtervej 21 en majdag i 1954 - blot et stenkast fra hvor far mindre end et halvt år efter blev begravet.

 

Det var ikke helt ualmindeligt at unge mænd dengang døde af testikelkræft; men det var naturligvis et hårdt slag for mor at blive enke og enlig mor allerede som 23 årig, ligesom det var en stor sorg for fars forældre at miste den ældste af 3 sønner så tidligt. Mor og jeg flyttede herefter, i den sværeste tid, ind til mors forældre i Sjællandsgade og vendte aldrig rigtigt tilbage til Vægtervej.

 

Den lille første sal havde mor og far ellers lejet eller lånt af Johannes, som selv boede i stueetagen. Min farmor (søster til Johannes) og farfar, Elna og Helge Jensen havde selv boet i huset med sønnerne Jens-Karl, Arne og Tage, dengang min farfar var vejmand. I 1945 var de imidlertid flyttet ind i tjenesteboligen på Risskov Skole, som det nye pedelpar.

 

Efter opholdet hos mors forældre åbnede der sig i 1955 en mulighed for at flytte tættere på fars forældre. Risskov Skole blev på den måde efterhånden mit andet barndomshjem.

 

 

Grenåvej 1955-1969

 

Mor og jeg fik med medlemsnummer 219 en af boligforeningens 2-værelses lejligheder og flyttede i 1955 ind på Grenåvej 180 i stuen til venstre (i dag Dybbølvej 7b) – i øvrigt nabo til medlem nr. 3 Georg Rasmussen; men beboerne i opgangen vender jeg tilbage til.

 

Det var en 60 m2 stor og kun 11 år gammel lejlighed med kamin, terazzoplade med 2 gasapparater, gasovn, isskab og koldt vand i hanerne. Til gengæld havde lejligheden fransk altan ud mod Grenåvej, som dengang var ikke så lidt smallere, ligesom der også fulgte et husholdningsrum (et skab i kælderen) og et koksrum med.

 

Det lyder måske lidt primitivt; men faktisk var lejlighederne, da de var indflytningsklare 11 år tidligere i 1944, efter tidens standard næsten luksusboliger med rindende vand og eget toilet. Mange af de nye beboere, som flyttede ind i 1944, kom nemlig fra boliger med brøndvand og das i baggården.

 

I hver af de to første blokke var der oprindeligt et vaskerum med gruekedel, en kæmpe dobbeltvask med indbygget vaskebræt og nogle zinkvaskebaljer, så der lød et ramaskrig fra en del af de kvindelige beboere, da de første nymodens gasopvarmede tromlevaskemaskiner skulle erstatte gruekedlerne. Kvinderne mente ikke, at tøjet  kunne blive ordentligt rent i disse monstre, og der holdtes den ene generalforsamling efter den anden, inden det til sidst lykkedes at blive bare nogenlunde enige. Og ret hurtigt blev den slags nymodens pjat da også, som vi alle i dag ved, taget til nåde.

 

Midt i 1960’erne blev de gamle kaminer så erstattet af radiatorer med fjernvarme, ligesom der kom varmt vand i hanerne. Der blev sågar installeret håndbrusere på toiletterne. Senere blev så også gasapparaterne og gasovnene erstattet af el-komfurer.

 

Skønt der ikke var meget at rutte med i dagligdagen, så manglede vi ikke noget. Mor syede og strikkede selv, ligesom hun arbejdede som syerske hos Brødrene Ernst (senere Berri Sport). Mor blev nogle år efter fars død gift med Svend Aage, og min søster Conni kom til verden i 1958. Det betød mindre plads – ikke mindst i soveværelset; men den slags klarede man dengang ved at bygge en køjeseng.

 

Stuen var møbleret med det mest fornødne: et spisebord med 4 stole, dækketøjsskab, sofa, sofabord, 2 lænestole (en højrygget og en lavrygget) samt nogle hylder.

 

Vi havde dog også både en (tom) bar og en radiogrammofon –  en mejetærsker af et møbel siger jeg jer. Det var på den tid, hvor Holger Fællessanger og Raquel Rastenni i lak lå og drejede med 78 omdrejninger i minuttet, når det da ikke var Texas Gule Rose eller Axel Schiøtz tenor, der via Statsradiofonien trængte gennem det store møbels højttalerstof  med ”I Danmark er jeg født”.


 

"Her er fjernsynet"

 
Omkring 1960 fik vi så, som så mange andre, et fjernsynsapparat, der fik sin faste plads på hjemmets sybord. Det var ikke noget Bella men et Aristona med vandret og lodret ”hold”, og jeg skal komme efter dig – og med fast kanalvælger, der af gode grunde aldrig nåede at blive taget i anvendelse, før apparatet var udtjent. Det var også kun nogle få timers fjernsynsudsendelser, der blev bragt på den tid, fjernsynet havde endnu ikke indtaget rollen som husalter, så det var ikke foran skærmen, man tilbragte fritiden. Jeg kan dog, som vel de fleste, huske, da billederne fra mordet på John F. Kennedy tonede frem på skærmen i november 1963 – det år hvor Danmark første gang vandt Det Internationale Melodi Grand Prix med Grethe og Jørgen Ingmanns eviggrønne Dansevise.

 

Navnlig husker jeg også gyserserien Belphegore – spøgelset på Louvre, som lagde landet øde i 1965. Ikke mindst husker jeg, at der var afsnit jeg gik glip af, fordi der var den regel i hjemmet, at jeg kun måtte komme op og kigge med, hvis Conni var faldet i søvn – en af ulemperne ved at få en lillesøster. Det var intet mindre end en dyb uretfærdighed, syntes jeg; men jeg talte for døve øren – så jeg fandt en nødløsning ved at ligge og lytte gennem varmespjældet mellem kaminen i stuen og soveværelset fra min øverste køje. Dette spjæld kunne åbnes og lukkes, ligesom der var en tilsvarende anordning i bunden af kaminen fra stuesiden. På den måde kunne man opnå en ret god lyd, hvilket jo ikke er helt ligegyldigt, når det gælder gyserfilm, ligesom man - ikke mindst - kunne følge med i, hvad de voksne foretog sig og talte om, uden at de anede uråd.

 

 

Beboerne i opgangen

 

Dengang kendte stort set alle hinanden, ligesom det også var helt almindeligt at låne en kop mel eller mælk hos naboen eller overboen.

 

Vores naboer, Georg (som var gårdens første vicevært) og Gudrun Rasmussen spillede da også i kortklub med min fars forældre sammen med 2-3 andre par, og for at det ikke skal være løgn, blev Gudrun også Gudmor til Conni.

 

På kvisten til venstre boede Inga og Bent Hougaard Jensen. Når mor og Svend Aage af og til var deroppe en sen lørdag aften, så var det en fast aftale, at vi børn kunne banke på vandrøret i køkkenet, hvis der opstod problemer, eller hvis vi manglede noget. Der var ikke så mange, der havde telefon først i 1960’erne, så vandrør og radiatorer udgjorde et par af kommunikationsmulighederne. Ofte til Ovesens (på første) store irritation.

 

Jeg kunne godt lide at komme oppe hos Inga og Bent. Dels var der hyggeligt med skråvægge, syntes jeg, og dels fik man gerne ristet franskbrød på en af de der flade brødristere til at lægge på gasapparatet, når man kiggede forbi. Og så havde de jo børnene Birgitte og Jørgen, som Conni og  jeg legede en del med.

 

Børnene i opgangen blev ofte kaldt noget ganske andet, end  hvad de egentlig hed. Selv blev jeg kaldt Brormand og oppe hos Ovesens hed børnene Flemming og Birthe, men de blev aldrig kaldt andet end Basse og Musse.

 

Basse var forresten en anden god legekammerat. Han var sådan en knægt, man så lidt op til – en rask dreng, som ikke var bange for noget eller nogen. Han fik da også tidligt tjansen som købmandsbud hos købmand Just, og vi andre knægte var lidt benovede, når han kom der på sin sorte budcykel. Basse havde også indrettet sit eget helt private lille værelse i det gamle koksrum, efter at vi ikke længere fyrede med koks. Her havde han både en briks og hylder med Anders And blade og stearinlys. En rigtig hule, som man misundte ham. Den inspirerede mig til at kræve mit eget skab under hjemmets senere nyanskaffede køleskab. Her kunne jeg så ligge på køkkengulvet med hovedet inde i mit eget lille værelse mellem alle mine Rinsomærker (nej, jeg er ikke autist), kladdehæfter, stempler, biografbilletter med elastik om og lidt senere små kærestebreve.

 

Og så var der Grønært. Han var søn af Carlo og Meta, som boede i den anden kvistlejlighed. Grønært hed Flemming ligesom Basse; men vi kaldte ham aldrig andet end Grønært. Han gjorde nogle ret vilde ting. Blandt andet kørte han nu og da på cykel ned ad trapperne fra 2. sal. Bogstaveligt talt. Og når han fyrede nytårsraketter af, brugte han ikke en flaske men sin egen hånd som affyringsrampe; men han var nu også nærmest voksen og havde ikke ganske sjældent en ordentlig blæser på. Han indskærpede dog altid for os børn, at vi altså ikke måtte gøre, som han. Det gjorde vi så heller ikke; men vi syntes nu alligevel, at han var lidt sej, fordi han gjorde så mange skøre og farlige ting.

 

Ernst må jeg heller ikke glemme. Han var den nye knægt på kvisten til venstre, efter at Inga og Bent,  med udsigt til familieforøgelse, var flyttet til Tranekærparken. Ernst ejede noget så eksklusivt som et haglgevær, og da de koksrum som hørte til kvistlejlighederne var aflange, fik han på snedig vis indrettet en skydebane i rummet. Det var en helt ubeskrivelig oplevelse første gang at holde sådan en ”Diana 24” - for nu ikke at nævne den lyd det gav, når et fladhagl ramte et til lejligheden opstillet stykke glas. Det var meget tys-tys med det gevær, og vi var da også kun nogle få, der fik lov at afprøve det. Og så kunne Ernst noget med sit ansigt. Han kunne skære nogle grimasser, så vi skreg af grin, og så selv en Jim Carrey ville være blevet grøn af misundelse, hvis altså at han havde levet på den tid – og besøgt Grenåvej 180 forstås. Ernst var et omvandrende gummiansigt. Intet mindre.

 

Men det var jo langt fra kun de børn i ens egen opgang, man var legekammerater med. Af andre gode legekammerater husker jeg Finn Behrens, Keld Laursen, Jens Post, Bent (Børge) Christensen, Kai Ove Hansen, Liselotte Christensen og mange andre. Jeg skal senere vende tilbage til nogle af dem. Mange af dem og deres forældre - ja selv deres børn og børnebørn bor såmænd i Boligforeningen endnu - omend i andre afdelinger.

 

 

De handlende

 

Det var om at være hjemme og få gummistøvlerne hevet på, når kul- og koksmanden fyldte koks ind gennem de små vinduer ned til koksrummene. Støjen fra disse sorte laviner kunne få adrenalinet op i selv den mest sløve knægt. Jeg kan huske, hvor stort et indtryk det også gjorde på mig, og hvor hårdt et slid det må have været for skraldemændene, når de bar disse store og umenneskeligt tunge zinkkasser med aske op i hestevognen. Den var nok ikke gået i dag.

 

Mælk var noget mælkemanden kom med; men det kunne sagtens hænde, at en solsort så sit snit til at prikke hul på mælkekapslen og på den måde tiltuske sig sin andel af det øverste lag fløde, før vi andre fik muligheden. Man kunne også få leveret isblokke til isskabet, hvis man da ikke valgte selv at gå den tunge gang til ismejeriet i Vejlbygade; men valgte man den mulighed, kunne der godt, en varm sommerdag, ske det, at isblokken var blevet til en isterning, inden man nåede hjem igen.

 

Købmand Krumme havde købmandsbutikken på Dybbølvej før købmand Just overtog den. Krumme var lidt af en original. En hvidhåret evigt skråtyggende mand med et par briller, hvor den ene brillestang manglede, hvilket fik dem (brillerne) til at sidde ikke så lidt skævt på hans næse.

 

Når vi som børn kom ind i butikken – ikke helt sjældent efter en 3 farvet sodavandsis (hvis ishuset endnu ikke var åbent) - pegede han næsten altid på en af os, mens han messede: ”...og DET har du rigtig gooodt af...”. Vi fandt aldrig rigtigt ud af, hvad det var, vi havde godt af; men det var vist nok venligt ment, for manden var i bund og grund rar.

 

Hos Krumme kunne man enten betale kontant eller købe på klods, og efter hans røde notesbøgers antal at dømme, var det ikke så få, der brugte vendingen: ”Det skal skrives”; men selv blev jeg nu altid sendt afsted med en indkøbsseddel pakket godt om pengene (som oftest mønter). Man kunne også købe 5 cigaretter ad gangen hos Krumme. Hvis der var tale om en nyåbnet pakke, fik man de 5 styk med i den cellofan, der omsluttede pakken, og købte man de sidste 5, så det i det mindste ud som om, man havde købt 10.

 

Slagter Christensen havde butik i gavlen af blok 3. Her kunne man være heldig at få en gratis pølse med håndtag eller lidt flæskesvær, når man var blevet sendt afsted efter for 75 øre leverpostej. Og når man f.eks. købte sennep, havde man selv et glas med, hvorefter senneppen, efter at den var blevet nøje vejet, sirligt blev hældt over i glasset med en ske af fru Christensen. Der blev herefter, som rosinen i pølseenden, sat et stykke pergamentpapir over glassets åbning og lagt en elastik omkring. Voila.

 

Når fiskehandler Kaae’s karakteristiske horn lød i gården, var der dømt fisk. Hurtigt slog kvinderne og børnene i gården ring omkring ham og hans 3 hjulede Nimbus motorcykel, hvor der på sidevognen var monteret et lille skab med små skuffer fyldt med sprællende fisk på knust is. På skabet var monteret en spand til fiskeaffald (det var den mest interessante), og en anden spand hvori Kaae havde sin vægt, som han holdt ud for sig i strakt arm, som en anden jordemoder, når fisken skulle vejes. Skabets top blev anvendt som disk, og vi børn stod ofte med meget lange underansigter, når Kaae med sit hvide gummiforklæde, sin karakteristiske kasket og med pengetasken over skulderen med sine enorme, hævede og blåfrosne hænder skar hoveder og haler af fiskene og flåede deres skind af med et stykke sækkelærred, i et tempo jeg aldrig siden har set, mens han med høj og klar røst sagde: ”ja tak, frue – var der ellers andet, jeg kunne hjælpe Dem med, frue!?”

 

Ishuset på Dybbølvej hvor slikmutter rådede, var vi ungers foretrukne opholdssted. I det mindste når vi havde penge på lommen. Og havde vi ingen penge, kunne der godt falde et stykke slik af alligevel. Mange rustne søm, salmiakstænger, vingummier, Jet is og chokolademælk er røget indenbords foran det skur, der lå lige ved siden af politistationen. Jeg husker tydeligt den karakteristiske duft (når slikmutter endelig var dukket op, havde fået slået skodderne op og skubbet vinduet til side): Blandingen af lakrids, pinocchiokugler, vingummier og fugtigt træ. Siden gik der så ballontyggegummi med alverdens flag, sismofytter og bløbb i den.

 

Veri Centret blev først opført sidst i 1960’erne, så det var i Brugsen på hjørnet af Fortevej og Grenåvej vi købte ind, når der skulle foretages lidt større indkøb; men dagligvareindkøbene foregik stadigvæk mest i de små butikker lige uden for døren, indtil de efterhånden lukkede alle sammen.

 

 

Vejlbys Quasimodo

 

Cykelhandler Thorups butik og kælderværksted var et slaraffenland for vi knægte. Her var altid en liflig duft af olie, gummi og nye cykler. På værkstedsbordet lige inden for døren havde han en trækasse med skruer, møtrikker, ventilgummi og andet godt. En kasse vi gerne måtte gå på opdagelse i, hvis der var noget, vi stod og manglede. Af og til var kælderværkstedet dog et rent fluepapir. Når det skete, kunne Thorup pludselig sætte i løb ud gennem kælderhalsen, og så var det med at komme væk i en allerhelvedes fart, for sekunder efter kom han spænende op ad kældertrappen med vandslangen i hånden og et djævelsk underfundigt smil på læben, og så var der nogle, der blev våde. Meget våde. Nogle børn blev lidt bange for Thorup, når han foretog disse overraskelsesangreb, for han lignede grangiveligt Klokkeren fra Notre Dame, når han kom halsende der med sin meget foroverbøjede overkrop; men det gik nu hurtigt over igen. Både Thorup og vi børn vidste jo, at vores næste nye cykel ville blive købt hos ham, så allerede dagen efter vovede vi os som regel ned i hans kælderværksted igen.

 

 

Livet i gården

 

På Grenåvej var somrene altid grønne og vintrene altid hvide. Og ikke omvendt. Hvidt var også tørresnorenes vasketøj, og var det ikke hvidt nok, kunne det få en gang blånelse, kunne det. Man lå ofte i risikozonen for at pådrage sig sneblindhed, hvis man som barn (eller som voksen for dens sags skyld) forvildede sig ind på tørrepladsen en solskinsrig forårsdag i maj. Det var vigtigt, at vasketøjet var rent; men det var langt vigtigere, at det var hvidt - med mindre altså at det var kulørt. ”Rinso vasker hvidt” var et vaskepulvers klare og umisforståelige slogan. Et andet vaskepulver hed, for at det ikke skal være løgn, ”Snevit”. Synet og duften af det nyvaskede og meget hvide vasketøj stod imidlertid - et stykke hen på sommeren - ofte i skærende kontrast til stanken og fluerne fra skralderummene, skønt der var ventilationsnet i dørene ind til disse. Eller måske netop derfor.

 

Når de første forårstegn viste sig, var det imidlertid ikke kun vasketøjet, der blev luftet. Dørmåtter blev banket mod husmure, og tæpper blev banket på de dertil indrettede og fastopstillede rørstativer (gad vide hvor mange der har en tæppebanker hængende i kosteskabet i dag - og gad vide hvor mange, der overhovedet har et kosteskab). Støvsugeren var dog opfundet, så det blev mere og mere almindeligt, at lade tæpperne ligge på og fernisere gulvet uden om (væg-til-væg tæpper var endnu ikke helt så almindelige). Tæppestativerne er da også for længst borte.

 

Husmødrene tog sig ind i mellem, midt i forårsrengøringen, tid til at mødes og nyde den første forårssol på hoveddørstrapperne over en kop kaffe eller to. Bænkene blev sat op, blomsterkummerne blev beplantede, og gården, som nu emmede af liv og aktivitet, fyldtes med legende og højrøstede børn.

 

Pigerne sprang i elastik, sjippede, hinkede og jonglerede med bolde. Vi knægte slog i land, legede med biler, vendte gyngerne på hovedet eller sparkede bold (tæppestativerne havde håndboldmålstørrelse). Engang til fastelavn hængte mor en tønde fyldt med godter op i et af stativerne. Så skulle der slås katten af tønden, og da tønden endelig blev slået ned, lignede indholdet i bogstaveligste forstand da også en død kat. Der var nemlig en del frugt blandt indholdet, og den (frugten) kunne ikke klare den hårde medfart, som trækøllen havde forårsaget. Vi unger fik dog hurtigt dissekeret pærevællingen: Skæg (slik) for sig og snot (bananer) for sig.

 

For os unger var der en vis prestige i, hvem der først kunne få udfrittet viceværten om, hvornår de gamle men nymalede jerngynger (vipper) og karrusellen blev kørt rundt. Når den begivenhed fandt sted, løb vi pr. tradition bag traktorens påhængsvogn og jublede, som var det den største oplevelse, der nogensinde var overgået os.

 

Der var altid kamp om pladserne på gyngerne de første dage. Vi sad mindst 6 børn på hver (3 på hver side), mens vi skrålede ad fuld hals: ”Under den hviiiiide brooo...”. I 1964 udvidede vi så sangregistret med The Beatles seneste single: ”Op tu, yeah yeah yeah...” (She loves you). Vi ungers tilegnelsesevner udi engelsk var endnu ikke helt færdigudviklede.

 

Ud over den røde gynge, den blå gynge og den firefarvede karrusel havde vi også en meget stor sandkasse, indtil hele gården blev gravet op i anledning af fjernvarmens indførelse og en udvidelse af den til stadighed voksende parkeringsplads. Da måtte den store sandkasse lade livet. Det var ellers en kæmpe sandkasse med en høj rød murstensmur omkring og med fire indvendige bænke, hvor vore mødre ofte sad og fulgte lidt med i vi børns leg. Nu måtte vi så i stedet nøjes med et lille skaldet cementrør med sand i; men det slog os nu ikke ud. Der var jo udfordringer nok at tage fat på. For eksempel det at lære den vanskelige kunst at køre på tohjulet cykel.

 

Før jeg selv fik en tohjulet, lånte Lis (et behjertet pigebarn i gården) mig sin. Langs gelænderet (det står der stadig – omend det lige straks er hentæret) mellem gården og cykelhandler Thorup, lærte jeg mig selv den store bedrift. Jeg trak cyklen hen til Grenåvej, vendte den, satte mig op og holdt godt fat om såvel gelænder som styr, før jeg satte i gang. På stykket fra Grenåvej og hen til enden af gelænderet, gik det lidt ned ad bakke, så jeg behøvede ikke koncentrere mig om at træde i pedalerne men kunne nøjes med at fokusere på at holde balancen uden at slippe gelænderet for længe ad gangen. Efterhånden slap jeg det så oftere og oftere, indtil jeg til sidst slap det helt og på egen hånd kørte... ind i hækken. Lis’ cykel var for stor til mig, så heldigvis havde den ingen tværstang.

 

Apropos tværstang - så var børns erotiske lege på den tid rent tabu, så sådan nogle legede vi sandelig ikke. Ikke noget med at gå i kældre og lege ”far, mor og børn” eller doktor da! Til gengæld vidste vi helt præcist hvor ”Hvordan mor?” stod placeret i børneafdelingen på Risskov Bibliotek. Når den kvindelige børnebibliotekar dukkede op, skyndte vi knægte os at sætte den ”uartige” bog på plads, mens vi stod og småfniste. Noget som ellers udelukkende var forbeholdt tøser.

 

Vi legede derimod tik og put (tagfat og skjul), og vi spillede med marmorkugler, snipper og hønseringe. En almindelig regel var, at man havde ret mange af de to sidstnævnte, hvis man kunne sammensætte en kæde, som nåede jorden fra det øverste vindue i trappeopgangen.

 

Når der havde være cowboyfilm, cykelløb eller olympiade i fjernsynet, så legede vi selv "cowboydere og indianere", lavede vores egen olympiade med konkurrencer, medaljer, medaljeskamler og hele molevitten, ligesom vi lavede vores helt eget cykelløb. Og havde vi knægte set en hel flok motorcykler passere på Grenåvej Landevej, så byggede vi fluks vores cykler om til motorcykler ved hjælp af papstykker, som vi fastgjorde på cyklernes for- og baggafler ved hjælp af trætøjklemmer (plastikklemmer var for slappe og glatte til det formål, ligesom de heller ikke var så almindelige). Papstykkerne kom derved til at berøre egerne, når hjulene drejede rundt. Ren Harley lyd. Vi var ret seje, syntes vi selv, når vi med vore motoriserede cykler, en t-shirt med Esso logo på ryggen og en tiger på brystet (kom en tiger i tanken) samt en hvid plastikhjelm med Caltex karakteristiske røde stjerne i panden (Esso og Caltex lå i krig på den tid, hvilket vi børn havde stor glæde af), drønede rundt i gården for fuld gas. Ved en sådan lejlighed kom min søster Conni spænende ud af opgangen, hvorved jeg torpederede hende og slog mindst to saltomortaler i luften. Conni peb på grund af en pådraget bule i panden, og jeg hylede over, at min cykel lignede noget, der var løgn. En nymonteret flot grøn vindskærm var smadret og en avanceret højt ringende ringklokke samt en dynamolygte med 3 lysstyrker var ødelagt. Hvorfor kunne hun dog ikke også se sig for.

 

 

Iacta est alea - terningerne er kastet

 

Engang havde nogle af vi purke set en film med mange fægtescener i fjernsynet, hvilket inspirerede os til at opdrive alt, hvad der kunne opdrives af sværd, lanser og det der lignede. Nogle havde et træsværd, mens andre fik den ide at krydse Grenåvej for at opsøge gartner Funck på Tranekærparkens butikstorv. Her købte vi nogle bambuskæppe og ved at gennembore et låg fra et glas Arffmann sennep og bagefter køre det ned over bambuskæppen, havde man - vupti - en lanse. Vi var nu blevet en større hær, mente vi, og det skulle udnyttes, så vi planlagde et kommandoraid mod Tranekærparkens intetanende unger. Vi løb herefter hujende og skrigende over Grenåvej for at angribe ”hæren” over there. De anede ikke, hvad vi havde gang i de stakkels børn; men en mor havde dog åndsnærværelse nok til resolut at kaste et sværd ud af vinduet til sin søn, og han kæmpede bravt. Det må indrømmes. Overmagten blev dog for stor for ham, så da den arme ridders sværd knækkede, måtte han modvilligt retirere, mens vi, jublende som romerske triumfatorer, trak os tilbage som den ubestridte sejrherre.

 

Nu da vi alligevel er i Tranekærparken, så var der dengang 5 forretninger på torvet.

Hvor boligforeningen i dag har til huse lå Aarhus og Omegns Bank. Ved siden af lå, som nu, en kiosk, i hvis fjerneste højre hjørne der lå en flittigt benyttet telefonboks. Når man trådte ind i den, tændte lyset automatisk, og en tæller sørgede for at tjekke taletiden, som man betalte for ved kassen efter samtalen. Funcks gartner- og blomsterforretning lå, hvor Vejlby Blomster i dag ligger. Dernæst lå en bager, som ikke var så stor som den nuværende nærbutik, idet der var en lille trikotageforretning (Trico) på det sted, hvor nærbutikken i dag er udvidet. I den sidste butik havde legendariske Emil Opstrup sin købmandsforretning, indtil den flyttede over i det ny Veri Center, som blev indviet den 20. marts 1969 – men tilbage til Funck. Funck havde sin helt egen udvidede anvendelse af ordet ”tak”. En samtale mellem Funck og en kunde kunne sagtens forløbe nogenlunde således:

 

Funck: Hvad kan jeg hjælpe Dem med?

Kunde: For 2 kroner ærter

Funck: Ja, tak – var der ellers andet tak?

Kunde: Nej tak

Funck: Tak

Funck: Værsgo

Kunde: Tak

Funck: Det bliver så lige 2 kroner tak

Kunde: Værsgo

Funck: Tak (giver kunden byttepenge tilbage)

Kunde: Tak

Funck: Selv tak

Kunde: Farvel

Funck: Farvel tak

 

 

Vejlby Partenkirchen Ved Smedien

 

Af og til bevægede vi børn os om i landsbyen. Vejlbygade var en levende gade med mange butikker. Her lå ismejeriet og en lille trikotageforretning, hvor pigerne bl.a. købte glansbilleder. Lidt længere oppe lå en cigarhandler og gartner Pedersen (senere Is-Pedersen). Både købmand Sanden og købmand Olsen havde butikker i gaden, ligesom man hos Carl Nielsen kunne købe alt fra vandpistoler til Ronson lightere. Her købte vi snipper i plader, som man selv skulle brække fra hinanden. Kommunekontoret (den tidligere røde skole) og posthuset (den røde skoles gymnastiksal) lå lige over for den gamle gule skole, hvor Svend Ottosen nu havde indrettet sin frisørsalon i en af de gamle skolestuer. Der lå både en bager i Vejlbygade og i Smedegade, hvor også slagter Frislev havde sin forretning. Det gamle Vejlbyhus, som også lå i Smedegade, rummede på et tidspunkt både apotek og frisør, indtil ”Den grå Diamant” stod færdigbygget på hjørnet af Ved Smedien og Vejlbygade. Netop her, mellem samme grå diamants vestvendte gavl og smeden, hvor Rema1000 nu ligger, lå anlægget (lergraven) - Vejlby vintersportssted i 50’erne og 60’erne. Her kælkede vi, og her stod vi på ski. Nogle gange kunne vi få kælkene til at glide helt over til branddammen (Fiildammen) - omtrent hvor Oasen i dag ligger. På dammen blev der løbet på skøjter, når isen var sikker – og også nogle gange når den ikke var det.

 

Efter en lang dag på kælkebakken i anlægget udgjorde vi som regel en hel lille konvoj på hjemturen, når vi med vore kælke på slæb drog ned ad Vejlbygade for at krydse Grenåvej. Jeg husker tydeligt den skønne snurrende fornemmelse i fødderne, når jeg havde fået skistøvlerne hevet af, havde fået lagt mig på stuegulvet foran kaminen og, stadig med skisokkerne på, havde fået anbragt mine fødder på den (kaminen) en halv meters penge oppe. Hvilket guddommeligt øjeblik. Og så varm chokolade ovenpå. Så kunne man ikke ønske sig mere af dette liv.

 

Når det var hård frost, lavede vi knægte ofte en glidebane på Tornagervej. Nogle gange i næsten hele vejens længde, hvilket siger ikke så lidt. De sorte spidse dansesko, som man ellers kun brugte til skolefesterne eller til dans (jeg gik nu ikke til dans), blev taget i anvendelse når glidebanen skulle indvies. Dansesko kunne forlænge et glid med langt mere end 100 procent; men til gengæld faldt ens tæer også langt hurtigere af.

 

 

Ringruten, scooteren og goggomobilen

 

Før familien anskaffede sig et køretøj, tog vi som oftest 7’eren, når vi skulle indt til Århus eller skulle på besøg hos mors forældre i Majdalen ved Charlottehøj, og skulle vi ”et smut” ud til min moster og onkel i Åbyhøj, var der ingen vej uden om. Vi måtte tage Ringruten. Den havde opsamlingssted overfor Brugsen på hjørnet af Fortevej og Grenåvej. Jeg husker busserne på den rute som nogle larmende, prustende og tænderskærende uhyrer. Når ringruten (en benævnelse vi anvendte på såvel ruten som bussen) endelig dukkede op, tog det herefter en hel dagsrejse at nå frem. Sådan føltes det i det i det mindste. Chaufføren skiftede gear uafladeligt. Allerede når bussen havde nået en hastighed af 3 km i timen, skulle der dobbeltudkobles og skiftes gear, alt imens bussen hostede og spyttede geartænder ud. Undertiden tvivlede man på, om man overhovedet ville nå frem.

 

I begyndelsen af 1960’erne var der ikke mange biler i gården. Vores naboer Gudrun og Georg Rasmussen havde en skriggul kabinescooter (en trehjulet bil som åbnes foran), og selv havde vi en grøn Vespa scooter med sidevogn, inden vi fik en ”rigtig bil” – en rød goggomobil med hvidt tag (den ville en vis politiker i dag sikkert kunne anvende i en valgpropaganda), hvori ”bagsædet” var på størrelse med en skotøjsæske - men væsentligt hårdere at sidde på. Jeg ved ikke, hvad der var det værste for Conni og mig: Det at være klemt ned i sidevognen med bagage pakket i samme sidevogns snude, så vi ikke kunne strække benene, eller det at sidde på skotøjsæsken i goggomobilen der; men nu kunne vi i det mindste sige, at vi havde fået bil. Dog godt nok kun en 2 dørs – men alligevel. Køretøjet havde vi brug for, når vi hver weekend tog til sommerhuset ved Følle Strand. Der var nemlig kommet flere penge mellem hænderne på folk, hvilket vist nok også gjaldt os (det blev ikke kaldt de rige 60’ere for ingenting). Sommerhuset var godt nok selvbygget og lå på lejet grund; men det var der, og det var vores. Huset var hverken rødt eller hed Bella Vista, ligesom haven heller ikke havde nogen flagstang med en fløjtende Søren Kr... øøøøh... solsort siddende i toppen. Det var derimod brunt og hed Aase. Hvad andet kunne det hedde.

 

 

Risskov Skole

 

Risskov skole blev som tidligere nævnt mit andet barndomshjem. På skolen florerede et rigt socialt liv, og her herskede et kreativt miljø. Jeg kan bl.a. huske, hvor stort et indtryk det gjorde på mig, da Mogens Zieler i 1959-60 malede sin enestående 1½ etage høje endevægsdekoration: ”Nattens bortdragende stjerner trompeterer for den frembrydende sol” (Morgengry) – en gave fra Ny Carlsbergfondet - i den enormt store og pompøse sang- og festsal, som fyldte næsten hele skolens østfløj i længden. Jeg var kun godt 5 år, så jeg kaldte Zielers vægudsmykning for ”uglebilledet”, da det talte ikke ikke mindre end 23 ugler (og 100 stjerner). Det mener jeg at kunne huske, at jeg nåede frem til ved adskillige senere kontroltællinger (er der læsere, som har gået på Risskov Skole og dermed måske har det eksakte tal på uglerne, vil jeg meget gerne belæres, hvis jeg tager fejl).

 

Når Mogens Zieler holdt pause fra maleriet eller skulle hente ny inspiration, gik han rundt i festsalen og spillede på sin medbragte sækkepibe, et instrument jeg aldrig er blevet helt dus med, da antallet af decibel fra netop det instrument efter mine ørers smag ligger lige i overkanten af, hvad der kan anses for lydmæssigt acceptabelt, så jeg stod ofte og betragtede Zieler, mens jeg koncentreret ”lyttede” med en pegefinger solidt plantet i hvert øre. Hvilket syn har det ikke været – og hvor respektløst af mig; men det distraherede (mig bekendt) ingenlunde Zieler i hverken sækkepibespillet eller den videre udsmykning. En del år senere i marts og maj 1968, blev min konfirmation, og min farbror Tages bryllup holdt netop her i denne enestående smukke sal. Udsigten fra festsalen lader sig ganske ikke beskrive. Den skal opleves. Det er måske en af grundene til, at festsalen i dag er reduceret til et ramponeret lærerværelse. Nej, undskyld.

 

Skolens teaterforestillinger og skolefester var helt unikke udstyrsstykker, og skolen lagde hus til et utal af arrangementer herunder store skakmesterskaber. Lige så meget liv der var på skolen morgen, middag og aften, ligeså øde kunne den imidlertid ligge hen i weekenderne. Jeg udnyttede derfor ofte den rigelige plads, der var at boltre sig på, så jeg havde ikke ganske sjældent et par kammerater eller flere med ned på skolen i weekenderne. Når vi trådte ind i hall’en (den oprindelige aula) en mørk og regnfuld lørdag eller søndag eftermiddag, kunne skolen godt forekomme ikke bare ærefrygtindgydende men også kolossalt stor og uhyggelig på grund af dens slotskarakter (Ulstrup). Stilheden som mødte een, når skolen lå der aldeles tom, kunne være næsten larmende. Der var ikke sat skillevægge og døre op mellem gangene på den tid, så alle gange udgjorde tilsammen eet stort rum fra kælder til 3. sal. Man fik således mange øller.. øller.. øller retur, hvis man råbte Møller. Engang hvor vi ville kunne have hørt en knappenål falde til terazzogulvet, fordi vi stod tre - i et kort øjeblik - helt tavse drenge, satte orglet pludseligt i gang med et brus og en volumen, der nær havde blæst os omkuld. Mine to kammerater stod et øjeblik lammede af skræk. Man kunne nemlig ikke se nogen organist. Kun orgelpiber. Selv var jeg heller ikke helt upåvirket; men jeg kendte i det mindste forklaringen, da jeg havde prøvet det før. Det var sandsynligvis Lykke Lindved, der i al ubemærkethed havde listet sig ind i orgelrummet, hvor han sikkert øvede sig på et stykke, som han skulle spille ved en morgensang eller et nært forestående arrangement.

 

Det øverste tårnværelse var også lidt uhyggeligt. Her stod uret, som drev urviserne ude på tårnuret med alle dets mærkelige lyde og TIK TAK hvert sekund. Det lignede grangiveligt Jens Olsens (In memoriam Egon Olsen og Erik Balling) Verdensur. Næsten. Og man kunne godt blive meget forskrækket, hvis man et kort øjeblik stod i sine egne tanker, netop som uret en gang i minuttet drev den store viser frem. Det lød omtrent, som når en køkkenskabslåge smækkes i.

 

En anden uhyggelig episode udspandt sig engang på skolens loft. Vi var kun 3 knægte deroppe; men pludselig kunne vi se omridset af en fjerde person, som stod helt bomstille ca. 10 meter foran os. Det var tydeligvis en bred og mindst 190 cm høj mandsperson, og så høj var min farfar (pedellen) i hvert fald ikke. Vi stod fastfrosne som saltstøtter, og straks efter opfyldtes loftsrummet, ja hele skolen, af en sønderknusende og øresønderrivende høj tuuuden, så vi alle 3 i samme bevægelse holdt os hårdt for ørerne. Den ene af os sked simpelthen i bukserne ved den lejlighed. Det gik dog hurtigt op for os, at det var skolens sirene, som dengang blev afprøvet lørdage klokken 12. Vi stod blot nogle få meter fra den, og sirenen havde gjort os så rædselsslagne, at vi helt havde glemt manden fra før. Jeg tog nu en hurtig beslutning og gik resolut over imod ham, da absolut intet kunne blive værre end sirenens tuden. Han viste sig da også at være en helt uskyldig robot fremstillet i papmaché. Robotten havde optrådt som rekvisit i en tidligere skoleforestilling.

 

Ellers var det mest sjove stunder, vi knægte havde på skolen. Vi spillede bold i aulaen, legede sørøverleg i gymnastiksalene, klatrede i tove, legede skjul på gangene, besøgte tandlægeklinikken og skolelægen, og hvad vi nu ellers kunne finde på. Når der var piger med, legede vi ofte (nej, forkert gættet) postkontor i et af klasseværelserne, eller vi så film og lysbilleder. Hvis farmor og bedstefar var i sommerhuset på Mols, lukkede vi os selv ind i pedelboligen og tog os en sodavand under kældertrappen og et par småkager fra de mange kagedåser med vanillekranse, fedtebrød, jødekager (som nu er blevet politisk ukorrekte, har jeg læst) og kong Haakon kager i farmors spisekammer, hvor man også kunne være heldig at finde et stykke kiksekage. Uhm. Ofte havde farmor også sat en bakke med lækkerier frem til os. Hun var nemlig en rigtig farmor.

 

Betydningen af de rige stunder jeg har haft på den skole kan ikke overvurderes. Den var min oase i enhver forstand. Her havde jeg sågar mit elektriske Märklin tog opstillet, og her kunne jeg i fred og ro forberede lektier i et klasseværelse helt for mig selv, når jeg havde lyst til det. Lektier som jeg havde fået for på Vejlby Skole, for det var nemlig der, jeg gik i skole til dagligt. Vejlby Skole var lig med arbejde og pligter. Risskov Skole var lig med fornøjelse, frihed og inspiration. Sådan havde jeg det naturligt nok med de to skoler.

 

 

Murermesterens datter

 

Jeg gik i klasse med Marianne de fem første skoleår; men det var først fra 3. klasse, at hun begyndte at gøre et stadigt større indtryk på mig. Noget som jeg ikke helt kunne definere, hvad var. En helt ny og underlig fornemmelse i mellemgulvet – en yderst behagelig men også en skræmmende følelse.

 

Marianne havde platinblond glat hår, små fregner på næsen og azurblå øjne, som hun uafbrudt missede med, hvilket jeg fandt aldeles uimodståeligt og yderst charmerende, og så var hun, på daværende tidspunkt, et halvt hoved højere end mig, hvilket jeg nu godt kunne have undværet. En dag, hvor hun kom gående på gangen mod formningslokalet i ”den lille afdeling”, tog hun mig ved hånden i den tro, at det var hendes bedste veninde Anse, der gik ved siden af hende. Efter nogle skridt gik sagens rette sammenhæng op for hende, hvorefter hun venligt og diskret slap min hånd; men det gjorde ikke noget. De 8 sekunder havde været det hele værd - og rigeligt til at få mig til at svæve. Jeg vaskede end ikke min venstre hånd resten af dagen, hvilket medførte, skulle jeg finde ud af, at det ville blive noget vanskeligere at vaske den højre. Jeg havde været meget tæt på Marianne. Så tæt at jeg kunne dufte hendes sweater, hendes hår og hendes ansigtshud, hvilket fik mine ben til at sitre, mine hænder til at ryste og mit hjerte til at galopere (hvilke feromoner ville man nok i dag sige). Da var det, det gik op for mig, at jeg nok var gået hen og blevet forelsket. Forelsket for første gang i mit liv. Det var altså sådan, det føltes. Aha! Der var imidlertid bare den lille hage ved det, fandt jeg ud af, at Marianne ikke var synderligt interesseret i drengene på hendes egen alder eller i hendes egen klasse.

 

I 1966 var alle vi børn i klassen omkring de 12 år. Vi arrangerede vores første klassefest, som heldigvis skulle holdes hos Marianne. Jeg havde fornylig fået en splinterny grammofon, så jeg tilbød at lægge ”anlæg” til. Det faldt i god jord, så hen på eftermiddagen inden festen om aftenen, drog jeg afsted med grammofon og singleplader. Jeg brugte megen tid på at sætte mit avancerede anlæg op for at gøre indtryk på Marianne, mens hun vist mest overvejede, hvordan hun kunne slippe afsted med at få inviteret nogle af de lidt ældre fyre til at komme senere på aftenen. Mit forsøg på at gøre indtryk ved den lejlighed blev således ingen ubetinget succes. Langt fra faktisk. Så da jeg efter nogen tid møjsommeligt havde fået stukket højttalerstikket i grammofonen og sluttet lysnetledningen til stikkontakten, drog jeg hjemad, gik i bad og klædte om.

 

Klassefesten var som taget ud af en Malmros film. Der blev danset kinddans det meste af aftenen –ikke mindst til min nye single med The Rolling Stones: Paint it black. Det eneste lys der var tændt, var den indbyggede røde on-lampe i min grammofon i de 3½ minut en singleplade varede. Det lykkedes mig faktisk at få en kinddans eller to med Marianne; men det varede kun til de ”ældre” fyre dukkede op. Fra da af måtte jeg tage til takke med rolle som beta han og en af de andre piger -en pige, som jeg slet ikke var klar over, nærede de samme følelser for mig, som jeg for Marianne. Min besættelse af Marianne havde givet mig tunnelsyn i en sådan grad, at jeg alt for længe havde bevæget mig rundt med store skyklapper på. Hillemænd!

 

Nå, men i tiden derefter, da jeg havde fået skyklapperne godt og grundigt afmonteret (en efterrationalisering), fandt jeg jo så ud af, at der var en verden uden for tunnellen, og at der var piger, der var mindst ligeså interessante som Marianne; men hun kom nu alligevel til at gøre et så uudsletteligt indtryk på mig, at jeg siden ikke har kunnet modstå garderhøje blondiner med fregner på næsen og azurblå øjne. Navnlig ikke hvis de har omløb i hovedet. Og hedder Marianne.

 

Et lille kuriosum bør her nævnes. Da jeg på den permanente badeanstalt her i Risskov mødte Marianne godt 20 år senere, kunne hun med et skælmsk smil efterfulgt af en hjertelig latter belære mig om, at hendes missen med øjnene skyldtes kronisk øjenkatar. Hm.

 

 

Vejlby Skoles aula – intermezzo

 

Det er som om, at aulaen på Vejlby Skole har bundet mine barndomsår, ungdomsår og voksenliv sammen. Her er jeg kommet jævnligt gennem alle årene. Her har jeg været til fastelavnsfester. Her var jeg på min første skoledag i 1961, og her stod jeg næsten hver morgen og sang morgensang og tålte inspektør Boelsmanns patetiske udgave af Fadervor. Her har jeg været til basar. Her har jeg gået polonaise, danset rheinlænderpolka og Jenka til skolefesterne. Her har jeg til samme skolefester været iklædt alt fra hvid nylonskjorte med Dariosløjfe, sorte bukser med knivskarpe pressefolder, sorte spidse sko og udstyret med vandkæmmet hår eller brylcremet ditto til - batik t-shirt, smalriflede fløjlsbukser med svaj og stålkam i forlommen - udrustet med Beatleshår og Mick Jagger frisure. Her har jeg på scenen og fra talerstolen deltaget i skoleforestillinger. Her har jeg, da der i 1970 blev åbnet mulighed for at drenge og piger på tværs af klasserne i gymnastiktimerne kunne spille badminton sammen, spillet badminton med min daværende kæreste Susanne. Her afgav jeg mine første stemmer ved folketings- og kommunalvalg. Her har jeg set og oplevet Vejlby spillene, og her kommer jeg nu om dage (når jeg kan holde stemningen ud – nogle gange kan der være meget lavt til loftet i aulaen) til boligforeningens årlige generalforsamling. Jeg føler, at den aula og det rum er min og mit, og den følelse er jeg sikker på, at jeg deler med adskillige andre. Det er et rum, der vækker minder, og det er for mig på dets helt egen måde Vejlby Skoles svar på Risskov Skoles festsal.

 

 

”Eget værelse” med forhæng

 

Da teenageårene begyndte at melde sig, var tiden inde til, at Conni og jeg fik hver voret værelse. Det ordnedes på den måde, at der blev hængt et forhæng op i loftet på tværs midt gennem soveværelset. Conni fik dørsiden og jeg vinduessiden. Jeg indrettede min side med en briks, et sofabord (med bladhylde), et skrivebord med 3 skuffer i hver side hvoraf de øverste kunne aflåses (hvilket var nok så vigtigt), et grønt skriveunderlag, en pennebakke, en orangefarvet arkitektlampe og en kommode. Jeg kan huske, at jeg ved den lejlighed og længe efter befandt mig i en sand lykkerus. Dette: fra det ene øjeblik til det andet at have fået ”helt” sit eget og dette at kunne være ”helt” privat. Mere kunne man ganske enkelt ikke ønske sig.

 

I marts 1968 blev jeg så konfirmeret, og her fik jeg (som så mange andre konfirmander) et andet stort ønske opfyldt: en 4 spors spolebåndoptager (en Telefunken) i konfirmationsgave, så jeg søndag eftermiddage fra transistorradioen kunne sidde og optage ”top 20”, mens jeg (ligesom alle andre) lod mig irritere over Jørgen de Umulius omsiggribende og evigt afbrydende stemme ind over de ofte mest interessante passager på tidens hits. Og så i en tid, hvor noget af den bedste musik, som overhovedet er skrevet, blev skrevet. Lykken ville ingen ende tage.

 

 

Tranekærparken 1969-1976 - ungdomsårene- og ”oprøret” tager fart

 

Mor blev skilt fra Svend Aage og gift med Harry i 1969. Vi søgte nu om en større lejlighed; men det betød kun et enkelt rum mere, da vi fik en et rums med 2 kamre i Tranekærparken 7 i stuen til højre. Vi fortsatte med at søge, og inden et år fik vi så en 2 rums med 2 kamre i butiksblokken i Tranekærparken 5, 2. sal til højre.

 

Livet i de 7 år i Tranekærparken blev ganske anderledes end de 14 år på Grenåvej. Det var som om, barndomsårene på en enkelt nat var et afsluttet livskapitel, og at det var nu – lige akkurat nu – at ungdomsårene begyndte. Jeg så fortsat Kai Ove Hansen fra Dybbølvej og Finn Behrens, som nu længe havde boet på Langengevej, og jeg fik også en ny god kamerat i Kim Mønsted fra Tranekærparken; men ellers var det nu næsten udelukkende det modsatte køn, som optog mig. Det var uopdaget land med spændende nyt terræn, der åbnede sig her. Jeg blev da også snart (1970) kæreste med Susanne i nr. 9 – min første rigtige kærlighed - og da både hun og siden realeksamen, gymnasieliv, bijob på Risskov Skole og uddannelse pludselig tog det meste af min tid, gik det uundgåeligt ud over tiden med de gamle kammerater og Kim.

 

Da jeg købte min første bil, købte Kim min knallert. Han havde selv en Puch 3-gear; men en rød Puch ”flagskib” med Easy Rider englestyr og tilhørende lange kabler, ryglæn - og fanden tage det, blev for stor en lækkerbisken for ham. Udstyr som jeg havde købt af Niller fra varmecentralen et par år forinden. Det var et køretøj der krævede intet mindre end et par Henry Fonda solbriller og med et udstyr, som forlængede potensen ikke så lidt.

 

Få år efter var tiden moden til at flytte hjemmefra. Conni blev mor første gang og flyttede tilbage til Grenåvej, hvor hun overtog Lissy og Erik Baltzers lejlighed på kvisten til venstre i nr. 178.

 

Selv solgte jeg min voldsomme Volvo, forlod boligforeningen og købte ejerlejlighed i Kantorvænget, hvor Pia rykkede ind ikke så længe efter. Der skulle gå næsten 18 år, før medlemsnummer 2.977 vendte tilbage til boligforeningen; men se - det er en helt anden historie.